OVARTACI

Teater freezeProductions havde i april-maj 2009 stor succes med forestillingen OVARTACI, skrevet af Peter Laugesen, om kunstneren og patienten Ovartaci (f. Louis Marcussen, 1894-1985), som levede det meste af sit liv som patient på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Aarhus. Ovartaci formåede trods stor modgang og tvivl fra omverdenen at skabe en enorm produktion af malerier, skulpturer, dukker og digtsamlinger. Ovartaci var et meget komplekst menneske, som både var kunstner og patient, mand og kvinde, indsigtsfuld og virkelighedsfjern.

Med resolutte vandsprøjt, fedtede bolsjer, morsom stolemime, nøgterne spørgsmål, blide kropsstrøg, intense tangotrin og meget andet gestalter Bo Stendell Larsen og Mikkel Stubbe Teglbjærg i Hanne Trap Friis’ godt afbalancerede og temperamentsfacetterede instruktion det kaos og det indre udtryksbehov som rasede og regerede i Ovartaci og den mur af modstand han mødte.

Aarhus Stiftstidende, 2009.

Både Aarhus Stiftstidende, Jyllands-Posten og Byen Kalder gav forestillingen 5 stjerner.

Af: Peter Laugesen
Medvirkende: Bo Stendell Larsen og Mikkel Stubbe Teglbjærg
Instruktion: Hanne Trap Friis
Scenografi: Jesper Cornliussen
Lysdesign: Morten Ladefoged
Komponist: Thorbjørn Krogshede