
En stærk fortælling om den visionære grønlandske polarforskerforsker og hundeslædekusk Jørgen Brønlund.
Jørgen Brønlund ligger i mørket i det tomme depot på Lambert Land i Nordøstgrønland. Året er 1907. For ti dage siden efterlod han ligene af Ludvig Mylius-Erichsen og Høeg Hagen. Jørgen sikrede de detaljerede kort, der viser, at Peary Island hænger sammen med resten af Grønland – ét land, én samlet ø. Ikke to øer, som amerikaneren Robert Peary påstod, mens han krævede området amerikansk. Jørgen ved det godt, det her er hans sidste station før døden.
Den grønlandske polarforsker følger Juulunnguaq-Jørgen Brønlunds livsrejse. Hundeslædekusk, søn, kateket, sociolog og et menneske med store drømme. Han var en del af den store Danmarksekspedition 1906-08, der kortlagde Grønland i kampen om ejerskabet over Nordøstgrønland. Jørgen oplevede strabadserne, sulten og kulden – men også den vidunderlige lykke ved det storslåede landskab.
Den sidste rejse
Han har set sine rejsefæller dø, og nu er Jørgens sidste time kommet. Med trommedans, sang og latter træder en kvinde frem og trækker ham tilbage gennem livet, så han bliver klar til døden. Han genoplever ekspeditionerne og hans venner, der formede Grønlands nyere historie. Hans husker barndommen i Ilulissat sammen med præstens Knud. Han genoplever hundeslædeturene , isbjerge, frygt, glæde, kvinderne og nætterne under stjernerne. Teater freezeProductions og Naleraq Lights er tilbage med et livsdrama på kanten af døden. En rejse gennem historiens fakta og fortællingen om en af Grønlands store personligheder. En fortælling om at efterlade et spor – selv når alt synes tabt. En hyldest til Grønland og den grønlandske sjæl.
Oplev reumertvinder Klaus Geisler som en af Grønlands store personligheder, sammen med trommedanser, skuespiller og sanger Kuka Fleischer i dette historiske drama skrevet af Makka Kleist.
Instrueret af Hanne Trap Friis
NB. forestillingen spiller på dansk
“Teaterforestillingen om Jørgen Brønlund forenede rørende skuespil med en stærk fortælling om Grønland i 1900-tallet, krydret med varme og humor….. Hver bevægelse og hvert blik var nøje koreograferet, så Brønlunds historie trådte levende frem for publikum…..I teatersalen bliver historien levende. Lyset falder blødt over scenen, mens publikum følger hver bevægelse i stilhed. Brønlunds sidste rejse mærkes i rummet.
Lysdesignerens og lyddesignerens arbejde skaber en intens og næsten magisk atmosfære, som får publikum til straks at træde ind i Grønlands 1900-talsverden.
Kostumerne og scenografien er med til at skabe et troværdigt billede af tiden og styrker forestillingens historiske udtryk. Kunstner og skuespiller Kuka Fleischer spiller kvinden, som holder Brønlund i live, mens han kæmper alene mod sult og død. Hun fremkalder i stykket minder om eventyr, tab og kærlighed og giver forestillingen en drømmende og følelsesladet dimension. Og et par fnis undervejs. ”
Paninnguaq Steenholdt – journalist.“
Avisen Sermitisaq


Skuespil: Klaus Geisler, Kuka Fleischer
Sang og sangtekster: Kuka Fleischer
Manuskript: Makka Kleist
Iscenesættelse: Hanne Trap Friis
Dramaturgi: Hanne Trap Friis
Scenografi og kustomer: Naja Rosing-Asvid
Lyddesign: Anda Otto Schmidt (Andachan)
Lysdesign: Naleraq Eugenius
Skrædder: Nina Motzfeldt
Instruktørassistent: Najattaajaraq Joelsen
Tekstkonsulenter: Gitte Skytte og Kuupik Kleist
Producent: Teater Freeze Productions og Naleraq Lights


“Juuluunguaq – Den grønlandske polarforsker“, Teater Freezeproductions. Foto: Milla Willis
