
Oplev Reumert-prismodtager og grønlandske skuespiller og manuskriptforfatter Aviana Steinbacher i denne stærke, rå, følsomme forestilling om den unge grønlandske kvindes liv og favntag med Danmark, kærligheden, racismen, og hendes dybe rejse ind i sig selv og sin kultur. Hun fører os ind i et univers med poesi, inspirerende bevægelser fra den grønlandskemaskedans, facebook kommentarer og mødet med kærligheden på Nørrebro.
”Jeg er stolt af min overlevelse, min bevidsthed, min spiritualitet, min forståelse for naturen, sila og hvad der er mellem himmel og jord”. Jeg kan flere sprog, jeg er god til at udtrykke mig med min krop, jeg kan kommunikere uden at bruge ord, jeg er mildhed og lydhørhed, jeg er tilstedeværelse, jeg er i nuet, jeg er tillidsfuld overfor processer, jeg er tålmodig, jeg er omstillingsparat, jeg er grønlænder og jeg er stolt.”
Aviana Steinbacher er uddannet skuespiller på Teaterskolen ved Grønlands Nationalteater og har udover at medvirke i Teater freezeproductions’ Det Arktiske Topmøde og Det’ViTo også spillet med i ungdomsserien Salsa på DR.
Manuskript og skuespil: Aviana Steinbacher
Instruktion og dramaturgi: Hanne Trap Friis
BLÅ SNE er en del af TRE GRØNLANDSKE KVINDEMONOLOGER. Monologerne præsenteres som en samlet forestilling, men kan også købes og vises enkeltvis. De varer 30 min. hver, og vises på dansk, engelsk og grønlandsk. De kan ses af et både ungt og voksent publikum.
